Om at ramme en tysker

Af Per Clausen
Juli 2009

For vinteren 08 -09 havde jeg været så fornuftig at have jollen på land, men i den anden ende så også ret længe om at få den på vandet igen, så det var langt hen på sommeren før den endelig blev trillet i vandet på Sydhavnen.
Man var vel spændt på at se om alt virkede efter den havde ligget stille næsten et år, så jeg havde medbragt en stang så jeg kunne fange lidt torsk på vej til Nørrekås hvor jeg hører hjemme. Det lykkedes også via en lille omvej over Mølle Bakke. Så alt var i orden.
Dagen efter skulle jeg så på årets første tur.
Jeg har siden sidste år drømt om at komme ud på Rønnstenene, Fingeren eller hvad de søkyndige nu kalder området. Jeg kan ca. se hvad det drejer sig om på det almindelige søkort jeg har hængende på væggen. Et område med lidt over 30 m vand, medens der ellers er ca. 50 m der ude. Og at det er ca 10 sømil ude.
Sidste år fik jeg lagt fire -fem waypoints ind på min GPS, som jeg fik for et par år siden. En simpel GPS når man ser hvad der ellers bruges i dag. Jeg har en skærm med små flag jeg kan zoome ind på efter hånden som jeg nærmer mig. Men et vældigt praktisk apparat. Jeg var jo ellers vant til at fiske efter hvad jeg kan se med det blotte øje eller kan lodde af dybde og den slags. Og så er jeg i øvrigt ikke mere søkyndig end at jeg bruger meter-systemet. De Rønnestens-waypoints jeg havde lå på positioner med en afstand fra ca. 16,5 til 18 km vest om Nørrekås med 1 til 2 km indbyrdes afstand. Men jeg kom af sted på min første tur i år, og lagde kursen mod mine vante pladser på bakkerne syd om Rønne. Der var torsk, omend det godt kunne mærkes sommertrægheden i dagfiskeriet var indtruffet.
Det var et fantastisk vejr. Havblik og en let dis der begrænsede synslængden, men disen lå lavt, så der var, for at være på havet, en behagelig mild sol. Og vejrtypen lå helt stabilt i perioden, så jeg satte kursen mod de positioner jeg havde på Rønnestenene.
Som jeg kom ud af, forsvandt landkendingen, og jeg sejlede midt i denne fortryllende cirkel af blankt vand i det blide solskin.
Efter nogen tid fik jeg kending på et andet fartøj foran mig. Efter yderligere nogen tid lå det stadig foran mig, og jeg kunne så bruge noget af sejltiden til at sidde og filosofere over mit år på Rønne Ungdomsskoles aftenkursushold i navigation, hvor havnebetjent mm Hans Jørgen Holm Nielsen, ære være hans minde, blandt meget andet, grundigt fik banket adskillige grundregler inden for søfart så grundigt ind i hovederne på os, at jeg blandt andre stadig husker denne: ”at hvis pejlingen er konstant, så er der fare for kollision”.
Sådan kan man komme til at tænke på mange ting når man sejler, men pejlingen forblev nu engang konstant. Som jeg nærmede mig tydede det mere og mere på at det foranliggende fartøj slet ikke var i fart. Og som jeg nærmede mig endnu mere begyndte jeg at få en fornemmelse af, at det passede meget godt med at fartøjet lå omkring på det waypoint jeg havde sejlet efter. Jeg er nu over 16 km vest for Rønne. Det er et pænt stykke ude i østersøen. Så da jeg jeg kom ganske nær og kunne se det stort set passede med mit waypoint, begyndte jeg at spejde efter fiskestænger ud over siden på det jeg nu kunne se var en tysk lystsejler. For min tanke var, at det måtte være nogen der havde samme fiskeposition. Men der var ingen stænger at se.
Jeg var meget tæt på nu og havde sat farten ned og zoomet ind på GPS´en, og koncentrerede mig om at få lagt jollen så den ville drive hen over mit waypoint. Dette indebar at jeg lagde jollen mindre end 100 meter fra tyskeren.
Det første jeg bemærkede da jeg slukkede motoren var høj popmusik. Det næste at der var en person på dækket der rejste sig. Jeg havde travlt med endelig at få stangen frem og pirken i vandet, som jeg nu havde gået og drømt om i et år. Da jeg kiggede op medens pirken var på vej ned i dybet, så jeg tyskeren starte og sætte kurs videre mod Tyskland. Eller et andet og fredeligere sted at hygge sig i solen på dækket, hvor der ikke kommer joller.
Hmm. Måske skulle jeg have sejlet til næste waypoint. Der var langt, og jeg havde sejlet langt allerede. Og systematikken i mit fiskeforsøg var røget. Jeg skulle jo bare drive stilfærdigt et par gange og så videre til næste waypoint. Jeg kunne have sejlet hen og hilst på, og forklaret dem det. På tysk? Det er ikke altid nemt at være lystfisker.
Men om ikke andet. Sikke et tilfælde.
Man siger jo ofte i lystfiskeri, at det drejer sig om at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Så med fire eller fem waypoints derude midt i Østersøen, vil jeg påstå at dette var et pletskud. Dette vil jeg indtil videre regne for min PR, hvad tyskere angår.
Og gad vide hvad de uvidende tyskere har tænkt, da jeg lagde jollen.
Jeg fik for resten fine torsk der ude i området.
Op til over 5 kg.
Billedet er fra sidste år.