Fiskerbrev april 2011
Af Jens Kruse



Hej alle I rare Lystfiskere fra ind og udland, hermed et stort hjertesuk fra en herboende kystfisker.

Mit lille opstød går på, at når man er på kysten alene eller i flok, så tænk rigtig meget på vor skønne natur her på vor dejlige Ø i Østersøen, især SØRG for at tage ALT jeres affald med hjem og efterlad naturen pæn og ren, man ser alt for tit gammelt snøre, tomme øldåser, papir, engangsgrill og et hav af andre ting ligge og skæmme vor dejlige kystline, hermed ikke sagt at I skal begynde at samle alt i land drevet affald ind i sorte plastsække, okay det ville jo være rigtig dejligt om nogen ville.

Nej, sørg først og fremmest for at få jeres eget affald med hjem. Sidst her ved Firmadysten lå der engangs grill og papir og skar i øjnene på mig da jeg og mine venner kom tilbage til vores biler efter en dag på kysten (stentrappen v/ Lufthavnen). Hmm mon nogen tager ud og fjerner deres affald i nattens muld og mørke for ikke at få dårlig samvittighed oven på en dejlig dag.

Vi skal jo også lige huske på, at mange af de steder hvor vi kystfiskere færdes over stok og sten, for at komme til de gode pladser, tilhører private lodsejere, disse skal jo ikke bruge tid på oprydning efter os. Vi skulle jo gerne kunne komme igen med håbet om en rigtig god havørred på krogen og kunne sende et varmt smil til de lokale beboere, uden at blive mødt af ukvemsord.

PS: synes også lige at man skulle tænke på hvilken farve de landede fisk har, har set og hørt at alt for mange farvede forbliver på land. De fortjener en chance mere og bør nænsomt genudsættes efter en god fight. Så behold kun sølvtøjet, det er man mere stolt af og så smager de bedre.

Håber at denne lille bøvs bringer lidt tanker og handling til alle der færdes i vor dejlige natur.

Knæk & Bræk
Jens kruse