Per Clausen
November 2013

Bethesdaturen for veteraner 2013 blev endnu en rigtig god tur.

 

Turen var den syvende. Vi havde første tur i 2007. Så skulle den diskussion være afklaret.

 

I år var vi helt oppe på 30 deltagere. Hyggeligt, men så kan vi nok heller ikke være flere.

Ud over den faste stamme havde vi i år ekstra mange gæster med. Rigtigt fint at hilse på hinandens fiskevenner.

 

Kokken og hans assistent Jens tog imod fredag aften med dejlig Forloren Hare. Tak. Vi sætter virkelig stor pris på den gode forplejning.

 

Fredag aften gik med hygge og kage. Bl. a. var der lavet fine lagkager til Morten der havde fødselsdag.

 

Det er en stor fornøjelse når så mange erfarne lystfiskere har god tid til at komme rundt i lystfiskeruniverset. Dejligt med alle de gamle kendinge, mange man kun efterhånden ser lejlighedsvis, men også at møde nogle af de andres fiskevenner så man får udvidet sin horisont.

 

Lørdag var huset tømt kl. 7.00. Der skulle fiskes godt igennem i nordenvinden.

 

Madpakken blev som oftest indtaget ved Sten odde, hvor fiskerne havde gjort hinanden stævne kl. 12.30.

 

Dagens resultat var tilfredsstillende. 10 fisk blev hjembragt af 8 fiskere. 20 blev genudsat. Henning Dahl havde 3 stk og dagens største tegnede Tom Due sig for; 2.125 kg.

 

Aftensmaden, Kokkens flæskesteg med hjemmelavet rødkål, var udsat for stor appetit. Vi udtrykker endnu engang stor tilfredshed med forplejningen.

 

Oven i det holdtes den gående til lidt hen på aftenen med bl.a. roulade og æbleskiver. Endnu engang; der sættes stor pris på forplejningen.

 

Søndag var fiskerne også tidligt af sted, der skulle jo bare fiskes til kl. 12.30.

Det blev en noget ustadig formiddag.

 

Den let til friske nordenvind var der stadig ved morgenstunden, men kiggede man mod nord sås det tydeligt på himlen at noget var under opsejling.

Ved halv 10-tiden kom det så. På en halv times tid løb en front ind over øen med kulingstyrke, temperaturen faldt drastisk og der var nærmest skybrud.

Derfor var der flere der indfandt sig tilbage til basen ved 10 -11-tiden.

 

Dem der blev oplevede hvordan havet pludseligt kan vise tænder med søer der kommer alle vegne fra, og fik sig nogle ordentlige vaskere. Det er hvad de hardcore kalder godt fiskevejr.

Over formiddagen blev der landet 21 fisk, hvor af de 18 blev genudsat. Blandt de 3 hjembragte var turens største fisk. Det var Peter Jeppesen der løb med puljen med en fisk på 2.25 kg.

 

Efter familiefoto blev der indtaget hvad der var tilbage fra måltiderne over weekenden. Vi udtrykker endnu engang tilfredshed med forplejningen.

 

Vi takker alle hinanden for en fantastisk weekend med vores store passion: Det bornholmske kystfiskeri efter havørred og godt kammeratskab.